Locker Room – ”Ragnarok”

Locker Room – ”Ragnarok”

Krestine Harboe
05/10 2018 - 10/11 2018

Charlotte Fogh Gallery kan med stor glæde præsentere en soloudstilling af Krestine Harboe i galleriets “Locker Room”. Udstillingens titel er “Ragnarok” og viser keramiske skulpturer, som tager afsæt i den Nordiske mytologi; her er det især historien om verdens undergang Ragnarok.
Med denne mytologiske fortælling retter Krestine Harboe fokus på de klimaforandringer vi møder i dag og på det faktum at verdenshavene stiger.
Hun har derfor lavet afstøbninger af havbunden ved Vadehavet og har filosoferet omkring hvordan det ville være når verdenshavene stiger yderligere. Dette har sat sit præg på skulpturerne, der alle er i forskellige abstrakte former med aftryk af havets bund.

En af kendetegnene for Krestine Harboes keramiske kunst er bla. beviklinger med tekstiler. Udover stof indgår der ofte grene eller andre organiske materialer i værkerne. Dette efterlader spor af det processuelle i det endelige værk, og skaber en friskhed, spontanitet og bevægelse – en slags ”sampling”, hvor hun blander diverse teknikker og fundne genstande.

Krestine Harboe bor og arbejder I Århus. Siden hun tog afgang fra Århus Kunstakademi i 2016, har hun udstillet på både censurerede udstillinger og kunstmesser. Foruden sin første galleriudstilling hos Charlotte Fogh Gallery er Harboe netop aktuel på en større international gruppeudstilling på Kunst garajen, i Bergen i Norge. Sidste år deltog hun i forbindelse med et arbejdsophold i Kina på en stor international keramisk gruppeudstilling i Shanghai Wuchangshou Memorial Hall Museum samt en udstilling på Frederikshavn kunstmuseum.